Danske it-selskaber har klaret krisen og buldrer frem

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Forventningerne til fremtiden blomstrer hos danske it-selskaber.

Krisen er så småt ved at være fortid hos langt de fleste, og 2013 var det bedste år siden krisen for danske it-virksomheder, viser en undersøgelse fra It-branchen og de regionale it-fora.

Tre ud af fire danske it-virksomheder klarer sig samlet set bedre nu end for et år siden - og blot tre procent af it-virksomhederne vurderer, de har fået det værre i løbet af 2013.

- Optimismen er for alvor tilbage i it-erhvervet. It-virksomhederne har nu tilpasset sig det nye hårde og meget konkurrenceprægede marked, der er kommet efter i krisen, siger Morten Bangsgaard, direktør i It-branchen om undersøgelsen.

Når man ser på bundlinjen, har seks ud af 10 it-virksomhederne vækst sidste år, mens 16 procent klarede det dårligere end året før.

- Vi oplever nu stadig flere virksomheder, der står stærkere end tidligere og tjener flere penge. Danske it-virksomheder bliver et af de erhverv, der skal sikre vækst og arbejdspladser i Danmark fremover, siger Morten Bangsgaard.

Og forventningerne til vækst vokser ind i 2014.

Tre ud af fire af de danske it-virksomheder forventer flere kunder i år i forhold til sidste år. Og kun to procent tror på færre kunder.

- Optimismen og forventningerne i de danske it-virksomheder har ikke været større siden Lehman Brothers krakkede i 2008. Det er meget positivt, siger Morten Bangsgaard.

/ritzau/