Danske Jeppe udråbt til helt i Canada: Reddede ældre mands liv i iskold sø

En canadisk mand kan takke 23-årige Jeppe Lyngaa Aaquist for at være i live.

Randrusianeren viste sig som handlingens mand, da en kano med to ældre canadiere i lørdags kæntrede på den iskolde Kathleen Lake i provinsen Yukon i Canada.

Ifølge Randers Amts Avis er den unge dansker taget på eventyr i den vilde canadiske natur for at samle erfaringer til at blive en del af Sirius-patruljen, der er en specialenhed i det danske militær med opgave at patruljere og overvåge den ubeboede og barske kysttrækning i Nordøstgrønland.

I lørdags kom de militære erfaringer den unge dansker til gode, da han sammen med et par kammerater var taget ud til den canadiske sø for at fiske.

Det blæsende vejr fik sat gang i bølgerne ude på søen, hvor to ældre mænd sejlede rundt i en kano.

Læs også: Adoptivforældre flygtede fra hospitalet, da de så deres nyfødte pige for første gang

Canadiske CBC News skriver, at de tre lystfiskere var ved at pakke deres udstyr sammen, da kanoen kæntrede og sendte de to canadiere ned i det iskolde vand.

De begyndte at svømme ind mod land, men den ene kanoroer, Frank Glass, løb hurtig tør for kræfter ude på søen, og synet fik Jeppe Lyngaa Aaquist til at træffe en kvik beslutning inde på bredden.

- Jeg vidste, at hvis jeg tog mit tøj af, så kunne jeg svømme ud og trække dem i land, siger Jeppe Lyngaa Aaquist til CBC og forklarer, at han har erfaring med det våde elements kolde gys, da han af og til vinterbader i Danmark.

- Jeg er vant til det kolde vand, siger Jeppe Lyngaa Aaquist, der smed tøjet og svømmede de 20 til 30 meter ud på søen.

- Jeg var så høj af adrenalinen, at jeg ikke lagde mærke til, hvor koldt vandet var, siger Jeppe Lyngaa Aaquist til CBC.

Det lykkedes ham at hive Frank Glass ind på fastlandet, men faren var langt fra overstået, da den canadiske mand var i en skidt forfatning.

Den 23-årige randrusianer, der er uddannet sergent fra Skive Kaserne, gav sit tørre tøj til Frank Glass, der sammen med sin landsmand blev hentet af en ambulance og kørt på hospitalet.

Begge mænd blev i mandags udskrevet fra sygehuset, og Frank Glass er af den klare overbevisning, at han ikke selv var i stand til at komme levende ud af det pivkolde vand.

Canadieren, der bor i provinsen Quebec i det østlige Canada, vil som en taknemmelig gestus sende sin redningsmand en flakse ahornsirup hvert år resten af sit liv.

Følg Dagens Helte for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV