Danske kampfly i Tyrkiet bliver på jorden efter kupforsøg

Skrevet af admin

16/07/2016

Dagens topnyheder

Kupforsøget i Tyrkiet natten til lørdag betyder, at de danske F-16-fly, der deltager i en kampmission mod Islamisk Stat, midlertidigt bliver på jorden.

Flyene venter på, at der falder ro på situationen i landet, oplyser chefen for F-16-kampflybidraget, oberst Peter Johan Bødker.

- Det er det sikreste, så længe der er uro og forvirring, siger obersten.

- Med alt hvad der sker, er der forvirring om, hvordan tingene fungerer. Kan vi få benzin, når vi lander? Og hvordan fungerer det med flyveplaner? Vi holder flyene på jorden og danner os et overblik, siger han.

Ethvert fly sender en plan over sin rute til det land, det flyver i. De danske fly skal flyve et stykke gennem Tyrkiet. Derfor vil Peter Johan Bødker være sikker på, at der ikke kan være tvivl om, hvor de må flyve.

Tyrkiet har lørdag spærret adgangen fra landjorden til basen. Tyrkiske myndigheder har ikke oplyst årsagen til, at basen er midlertidigt lukket.

- Jeg tror, det er normal procedure, at man vil kontrollere, hvem der kommer ind og ud af basen for at opretholde sikkerheden. Vi bor og arbejder på basen, og vi er på basen, når vi har fri. Så der har ikke været nogen forskel for os, siger Peter Johan Bødker.

Dele af det tyrkiske militær forsøgte natten til lørdag at tage magten i landet. Kupforsøget ser dog ud til at være mislykkedes, og sikkerhedsstyrker i tusindtal er blevet anholdt rundt om i landet.

Men på basen har der været roligt, fortæller Peter Johan Bødker.

- Vi har ikke mærket, at der var noget under opsejling. Dagen i går var en arbejdsdag som alle andre. De fleste var gået op for at sove, da vi lige pludselige hørte, at der skete noget. Jeg blev ringet op af ambassaden, siger han.

Strømmen gik på basen, og den er lørdag aften endnu ikke kommet tilbage. Men de omkring 100 danskere er ved godt mod, siger Peter Johan Bødker.

- Vi har på intet tidspunkt følt, at det var farligt for os. Alle hernede har det fint, siger obersten.

Efter lange forhandlinger gav Tyrkiet sidste år USA grønt lys til at benytte basen til angreb på Islamisk Stat. Siden er basen blevet helt central i koalitionens kamp mod ekstremister i de to nabolande.

USA har lørdag - efter basen blev spærret - suspenderet alle flyvninger fra Incirlik.

/ritzau/