Danske kvindegolfere dominerer i Australien

Skrevet af admin

25/02/2016

Dagens topnyheder

De rød/hvide farver dominerer scoretavlen i Ladies European Tour-turneringen på Royal Pines Resort i Australien. Tre danske golfkvinder ligger i top ti efter første runde.

På en delt førsteplads sammen med to andre spillere ligger Nicole Broch Larsen. Sidste år blev hun nummer tre på Order of Merit, som rangerer spillerne på European Tour efter indtjening i den pågældende sæson.

I Australien gik hun første runde i 67 slag, seks under banens par, efter syv birdies og en bogey undervejs. Og det på trods af en problematisk hånd og en skidt start på åbningsrunden.

- Med min forberedelse i går, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente, for jeg kunne ikke rigtig træne, og jeg vidste ikke, hvor slemt det ville stå til med hånden. Men det var en god runde, selv om jeg startede med en bogey, siger Nicole Broch Larsen til europeantour.com

Hun slog hånden på en loftsventilator tidligere på ugen, men røntgenundersøgelser har vist, at hun slap uden brud og derfor kan nøjes med en kraftig forbinding.

På en delt tiendeplads ligger både Nanna Koerstz Madsen og Malene Jørgensen. De to gik de 18 huller i tre slag under banens par. Emily Kristine Pedersen gik runden i to slag under par og indtager en delt 19.-plads.

Der er også rød/hvide farver omkring de danske placeringer, idet canadiske Brooke Henderson deler førstepladsen med Nicole Broch Larsen, og også England har tre spillere i top ti.

/ritzau/