Danske kvinder er elendige iværksættere

Danske kvinder skraber bunden, når det gælder om at starte nye virksomheder, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

I alle de lande, som vi normalt sammenligner os med, skaber kvinderne flere virksomheder end i Danmark, viser tal fra rapporten Global Entrepreneurship Monitor (GEM) lavet i et samarbejde mellem universiteter i flere lande.

F.eks. findes der for hver danske kvindelige iværksætter over dobbelt så mange hollandske og halvanden gang flere svenske.

Lektor i iværksætteri ved CBS, Serden Ozcan, er chokeret over de danske kvinders præstationer.

- Danske kvinder er absurd elendige iværksættere. I stedet for at starte egen virksomhed vælger de i alt for høj grad at søge mod servicefag som frisør, sygeplejerske, pædagog og hjemmepleje, og det er et problem, siger Serden Ozcan.

Forklaringen på de danske kvinders dårlige placering skal ifølge professor Torben Eli Bager fra Syddansk Universitet findes i den danske tryghedskultur.

- Ingen i Danmark starter en virksomhed af nødvendighed. Rigtig mange går måske med drømmen, men meget få tager skridtet, for der er simpelthen ikke nok pisk over nakken. Samtidig skal guleroden gøres større, siger Torben Eli Bager.

Dagens Gossip

Dagens TV