Danske kvinder vinder VM-bronze

Danmarks bueskytter har nået et højt niveau. Det viste kvinderne igen søndag formiddag, hvor Maja Jager, Carina Christiansen og Anne Marie Laursen tog bronze ved VM for hold i Tyrkiet - det endda i den olympiske bueklasse recurve.

I den tyrkiske ferieby Antalya, skulle danskerne møde Mexico i kampen om bronze. Mexicanerne, som blandt sine tre kvinder havde både OL-sølvvinderen og OL-bronzevinderen fra London med på holdet, lagde bedst ud.

Mexicanerne førte med to point efter de første seks af i alt 10 pile, men så havde danskerne skudt sig ind.

Danmark endte med at vinde med 216 mod 212.

- Det er en verdensklasse præstation, skytterne og teamet bag dem har lavet i denne uge.

- Vi har længe vidst, at potentialet til at lave internationale topresultater er til stede, og det er fremragende at se skytterne udleve deres talent på højeste niveau allerede nu, siger sportschef Allan B. Grønkjær i en pressemeddelelse.

Lørdag vandt Danmarks mænd guld i den anden bueklasse ved VM, compound, som er en mere teknisk bue, der ikke er med ved OL.

Og senere søndag er Danmark sikker på endnu en medalje, når Maja Jager er i den individuelle finale i den olympiske klasse. Her møder hun kineseren Xu Jing.

Maja Jager har tidligere i turneringen taget flere store skalpe. Blandt dem den olympiske mester fra London i 2012 Bo Bae Ik fra Sydkorea.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV