Danske livreddere lukker ned for travl sæson

For livredderne på den nordsjællandske kyst har der været »forbløffende mange aktioner«, fortæller John Mogensen, der er chef for Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste, der i alt har haft 72 livreddere på arbejde hen over sommeren.

De har været i aktion i knap 70 særligt alvorlige tilfælde, hvilket er noget højere end normalt, hvor man plejer at ligge på godt 20 aktioner, siger han.

»De fleste har været i Liseleje på grund af en lidt dum bølgebryder. Grunden er, at vi i sommer har haft rigtig godt vejr med vestenvind, og på Nordsjællands kyst dannes der hestehuller ved vestenvind. Normalt er der fralandsvind, og så skal man passe på brandmænd og badebolde. Men i år har det været pålandsvind, og så der dannes der hestehuller,« siger John Mogensen.

Tæller man samtlige aktioner med - og det kan være alt fra en hjælpende hånd til en decideret redningsaktion - har de nordsjællandske livreddere i denne sommer været i aktion 75-80.000 gange, siger John Mogensen.

Trygfondens Kystlivredning har haft omkring 200 livreddere udstationeret på i alt 35 poster, og »livredderne har absolut ikke kedet sig«, siger René Højer, der er områdechef for sikkerhed i Trygfonden.

»De har haft rigtig mange førstehjælpsaktioner og situationer, hvor de har været ude i vandet og gribe fat i nogle mennesker og sørget for, at tingene ikke udviklede sig til noget farligt. Men de rigtig farlige situationer, hvor folk har været i decideret livsfare, og hvor livredderne har måttet give førstehjælp, har været færre i år end sidste år, og det er jo ganske positivt,« siger han.

Trygfondens livreddere har foreløbig været i aktion cirka 44.000 gange, herunder 2.400 præventive aktioner, der kunne have udviklet sig. Det er omkring 8.000 flere tilfælde end sidste år, men til gengæld har antallet af decideret livsfarlige situationer være markant færre end sidste år.

Kun knap ti gange har badegæster foreløbig været i livsfare på de danske strande, mens tallet for sidste sommer var 24.

»En stor del af livreddernes arbejde - udover at man selvfølgelig griber ind, hvis nogen er i livsfare - er at gribe ind, hvis badegæster for eksempel er på vej ud i vandet med et badedyr i fralandsvind. Det er jo en rigtig dårlig ide. Eller hvis de på anden måde er i gang med noget, der kan udvikle sig. Så griber livredderen fat i dem og tager en snak om baderåd, og det har de gjort rigtig mange gange i denne sæson,« siger René Højer.

Han understreger, at man først i næste uge kan danne sig et fuldstændigt billede af livreddernes indsats på de danske strande i denne sommer, når Trygfondens Kystlivredning opgør de endelige tal.

Dagens Gossip

Dagens TV