Danske målmænd er i spil til årets redning i Europa

Skrevet af admin

29/07/2015

Dagens topnyheder

De to danske målmænd Kasper Schmeichel og Jakob Busk er landet i et fornemt selskab af fodboldkeepere i forbindelse med en kåring hos det europæiske fodboldforbund, Uefa.

Schmeichel og Busk er blandt de 10 nominerede i kategorien "sæsonens bedste redning".

Blandt de øvrige nominerede befinder sig nogle af kontinentets bedste målmænd; blandt andre Manuel Neuer (Bayern München), Marc-André ter Stegen (FC Barcelona), Thibaut Courtois (Chelsea) og Gianluigi Buffon (Juventus).

De 10 redninger er udvalgt på tværs af alle turneringer i Uefa-regi, og vinderen kåres 27. august forud for lodtrækningen til Champions League gruppespillet.

Kasper Schmeichel er nomineret for en redning i EM-kvalifikationskampen mod Serbien i Telia Parken, som Danmark vandt 2-0. Her parerede Schmeichel et hovedstød fra klos hold op på overliggeren.

U21-landsholdets Jakob Busk er nomineret for sin refleksredning mod Tyskland i nederlaget på 0-3 under sommerens EM-slutrunde.

/ritzau/