Danske mænd holder mindst barsel i Norden

Danske mænd placerer sig på en sidsteplads i Norden, når det handler om at tage barselsorlov og dermed bruge tid med deres småbørn. Det skriver Jyllands-Posten.

Herhjemme udgør fædrenes andel af den samlede barsel kun 7,4 procent, mens den i Norge, Sverige, Island og Finland udgør henholdsvis 18, 25, 29 og 8 procent.

Og tilmed ser udviklingen i Danmark nu ud til at gå den forkerte vej: For første gang siden 2002 falder antallet af orlovsdage blandt danske orlovsfædre, som i fjor kun gennemsnitligt tog 36 barselsdage mod 38 året før.

Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik og Nordisk Statistisk Årbog.

Ifølge professor og ligestillingsforsker på Aalborg Universitet Anette Borchorst er der stor sandsynlighed for, at den økonomiske krise og frygten for at miste jobbet nu tvinger mænd til at være tilbageholdende med barselsorloven.

- Det er en nedslående udvikling. Mændenes rettigheder og den danske lovgivning halter langt efter de andre nordiske lande. Herhjemme opfatter både fædre, mødre, arbejdsgivere og kolleger den orlov, forældrene kan dele, som mors orlov, siger hun til Jyllands-Posten.

Forskerne efterlyser en øremærket fædreorlov, og regeringen har lagt op til, at op til tre måneder af den betalte barselsperiode skal gå til faren.

Foreløbig er det kun blevet til nedsættelsen af en arbejdsgruppe, som ifølge Jyllands-Posten ventes at komme med anbefalinger efter sommerferien.

/ritzau/

Dagens Gossip