Danske mixed doubler stryger i kvartfinalen i Odense

Skrevet af admin

16/10/2014

Dagens topnyheder

Danmark er fortsat flot repræsenteret i mixeddouble-rækken ved Denmark Open i badminton i Odense.

Torsdag sørgede to danske par for hjemmebanesucces, da først Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl og siden andenseedede Joachim Fischer/Christinna Pedersen spillede sig mellem de otte bedste.

Kolding og Juhl havde ikke det store besvær med japanerne Kenichi Hayakawa og Misaki Hatsutomo, der blev slået med 21-14, 21-14.

- Det er en forløsning, at vi vandt i dag og står i en kvartfinale i morgen. Vi har ikke mødt japanerne før, så det giver en masse selvtillid at vinde i dag. Det er virkelig noget, som vi kan tage med til næste kamp, siger Kamilla Rytter Juhl i en pressemeddelelse.

Den danske duo kommer på hårdt arbejde fredag mod de fjerdeseedede indonesere Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir.

Endnu mere glat gik det for det danske toppar med Fischer og Pedersen, der vandt 21-11, 21-14 over Kim Gi Jung og Kim So Yeong fra Sydkorea.

- Vi elsker at spille her i Odense, og det er dejligt at være tilbage. Vi ved, hvad vi skal, når vi spiller mod de koreanske par, og det kørte rigtig godt for os i dag, siger Joachim Fischer.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen møder fredag det useedede indonesiske par Riky Widianto og Puspita Richi Dili.

/ritzau/