Danske MØ fik MTV-publikum til at synge

Skrevet af admin

25/10/2015

Mest læste i dag

Hun er nomineret for årets bedste sang med gruppen Major Lazer, men selv hvis danske MØ ikke vinder prisen ved MTV's Europe Music Awards, så er der ingen tvivl om, at sangen er blevet et massivt hit verden over.

MØ er ikke selv til stede i Milano, hvor prisuddelingen bliver afholdt i år, men kort før showet gik live klokken 21.00 søndag aften, bragede hittet ud af højttalerne i Mediolanum Forum i Milano, og det fik i den grad publikum til at live op.

Der blev både danset og sunget med til nummeret, der har ligget nummer ét i flere europæiske lande i løbet af sommeren.

Nomineret til prisen for årets bedste sang er også Taylor Swift for nummeret Bad Blood, som hun har lavet sammen med Kendrick Lamar, og sangerinden Ellie Goulding kan snuppe prisen for hittet "Love Me Like You Do".

På den røde løber inden showet fik fans mulighed for at highfive med den canadiske sanger Justin Bieber, der tog turen ned af den meterlange løber. Her fik han blandt andet selskab af hitsangere som Jason Derulo og Macklemore, der også skal optræde ved showet.

/ritzau/FOKUS