Danske muslimer rystede over hærværk mod gravplads: Vi må alle stå sammen

Det vækker stor bekymring i det muslimske miljø, at den muslimske gravplads fredag er blevet udsat for hærværk.

- Det er selvfølgelig rystende at få sådan en besked. Det er ikke fordi, der ikke har været hændelser før, men sammenlignet med tidligere, er det bare sværere at kapere.

Sådan siger debattøren Zubair Butt Hussain, som i dette tilfælde taler på vegne af på vegne af organisationerne Muslimernes Fællesråd, Dansk Muslimsk Union, Det Islamiske Trossamfund og Dansk Islamisk Center.

- Man kan have sine uenigheder, mens man er levende. Men når man er er død og rejst videre, må det, uagtet kultur, religion og politiske tilhørsforhold, være en helle for alle mennesker, siger han.

- Selvfølgelig bliver man rystet, men samtidig er det vigtigt at understrege, at der forhåbentlig er tale om nogle få afstumpede mennesker. Det er ikke sigende for vores samfund. Det kan og vil jeg ikke tro på.

I en pressemeddelelse fra Dansk Islamisk Råd udtrykker rådets formand, Abdelhamid Hamdi, bekymring over hærværket og tøver ikke med at omtale det som en "racistisk hadforbrydelse".

- Dansk Islamisk Råd er kede af denne episode, som kun fremmer had og splittelse mellem de forskellige religioner og kulturer i Danmark og fordømmer den kraftigt, skriver formanden.

Han understreger, at Dansk Islamisk Råd er klar over, at episoden kun repræsenterer gerningsmændene og ikke den danske befolkning, og at hele den danske befolkning må arbejde sammen for at fremme sameksistens og tolerance

Københavns Vestegns Politi fik fredag aften en anmeldelse af, at den muslimske gravplads i Brøndby var blevet udsat for hærværk. På gravpladsen var omkring 50 gravsten væltet, ligesom nogle var ødelagt.

Ifølge vagtchef Kim Madsen, Københavns Vestegns Politi, efterforsker politiet sagen som almindeligt hærværk og ikke som en handling rettet mod det muslimske miljø i Danmark. Det skyldes, at der ikke er fundet spor, som tyder på et politisk motiv.

- Måden, det er sket på, og de pågældendes færden på gravplads en giver os indtryk af, at det er drengestreger, siger Kim Madsen.

I en pressemeddelelse lørdag skriver Københavns Vestegns Politi dog, at de ikke kan udelukke, at der er tale om politisk motiveret hærværk.

/ritzau/

Dagens Gossip