Danske ørneunger udstyres med sms

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Danske forskere undrer sig over ørneungers færden i Danmark, og de vil nu kortlægge den. Derfor sættes der i disse dage gps-sendere på tre kuld kongeørne fra Nordjylland, som skal afsløre ungernes færden, når de har forladt reden.

Siden kongeørnen begyndte at yngle i Danmark i 1998 har kun tre par ørne etableret sig. Og det undrer forskerne, som nu vil finde ud af, hvad der går galt.

Det siger lektor Anders Tøttrup fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som er en del af Statens Naturhistoriske Museum.

- Kongeørnen er en spændende fugl at have i vores natur, fordi den er en af Danmarks få store rovdyr, og den udfylder derfor en vigtig plads i fødekæden.

Kongeørnen er nu etableret som ynglefugl i Danmark, men som bestand trives den ikke.

- Vi mangler viden om dens færden for at forstå, om det er mangel på føde, levesteder eller andre faktorer, der forhindrer bestanden i at vokse, siger Anders Tøttrup i en pressemeddelelse.

Det forventes, at ørneungerne forlader deres reder i sensommeren. I første omgang vil de forblive i nærområdet, men senere vil de sprede sig.

Hvor de spreder sig til vil almindelig borgere kunne følge med i. Resultaterne blive offentliggjort på et kort, når informationerne fra GPS'en er registreret.

- Det er første gang i Danmark, at vi følger kongeørne med GPS. Det vil vi gerne give alle danskere mulighed for at følge med i.

- Kortet vil derfor vise deres flyveruter, og hvilke områder de befinder sig i, men dog ikke de helt nøjagtige koordinater af hensyn til fuglenes beskyttelse, siger Anders Tøttrup.

/ritzau/