Danske OL-guldvindere ror sig i World Cup-finale

Skrevet af admin

23/05/2016

Dagens topnyheder

Mads Rasmussen og Rasmus Quist roede sig mandag i finalen ved OL-kvalifikationsstævnet i Luzern, der er danskernes sidste mulighed for at kvalificere sig til legene i Rio i august.

De regerende olympiske mestre fra London i 2012 vandt deres semifinaleheat i tiden seks minutter, 35 sekunder og syv hundrededele.

Danskerne vandt heatet efter en tæt kamp mod den spanske båd.

- Vi havde ikke helt det samme overskud som i går, og det kørte ikke helt, som det skulle, i båden, der manglede noget.

- Det var irriterende, at Spanien og Portugal var så tæt på. Men vi må hjem og lægge benene op og så blive helt udhvilede til i morgen, vi har ikke vundet noget endnu, meddeler Mads Rasmussen og Rasmus Quist på landsholdets Facebook-side.

I kvindernes singlesculler er Fie Udby Erichsen klar til finalen.

OL-sølvvinderen fra London vandt sit semifinaleheat i tiden syv minutter 37 sekunder og ni hundrededele.

Fie Udby Erichsen var næsten fem sekunder hurtigere end nummer to i heatet.

Danskeren er heller ikke sikret kvalifikation til legene i Rio.

I mændenes singlesculler vandt Sverri Nielsen sit heat i semifinalen, og han er dermed klar til finalen.

Finalerne bliver afviklet tirsdag.

/ritzau/