Danske Oscar-håb: Dokumentar er vores bedste chance

Skrevet af admin

02/03/2014

Mest læste i dag

Det er en fuldstændig unik situation, der udspiller sig natten til mandag dansk tid i Hollywood. For første gang nogensinde har Danmark nemlig hele tre film med i det prestigefyldte kapløb.

Mens Thomas Vinterberg er nomineret som bedste ikke-engelsksprogede film for dramaet "Jagten", er instruktøren Anders Walther med i kategorien bedste kortfilm med sit værk "Helium".

Samtidig er den amerikanske, men herboende instruktør Joshua Oppenheimer nomineret i kategorien bedste dokumentar for "The Act of Killing", der er produceret af et dansk produktionsselskab.

Men der er dog én af filmene, der vurderes til at have en større chance end de andre for at tage en af de gyldne statuetter med hjem til Danmark.

"The Act of Killing", der handler om det indonesiske folkemord i 1965-1966, er nemlig bookmakernes favorit til at vinde i sin kategori.

I dokumentaren har Joshua Oppenheimer fulgt nogle af de bødler, der i sin tid var med til at dræbe og tortere de mere end en halv million mennesker, der blev ofre for folkemordet, og har fået dem til at fortælle om og vise deres ugerninger.

Og både Thomas Vinterberg og Anders Walter mener trods deres egne nomineringer, at det derfor er på den, man skal sætte sine penge.

- Jeg tror på "The Act of Killing". Det er den fornemmelse, jeg samler op rundt omkring, fortæller Thomas Vinterberg, der er i Hollywood forud for den store prisfest.

Han mener, han selv er den, der har de mindste chancer for en Oscar.

- Jeg tror oprigtigt talt mere på de to andre, jeg tror, de har større chancer. "The Act of Killing" er en rystende film og bare virkelig god. Og så synes jeg, at Anders Walter har lavet en fin og rørende film, siger han.

Anders Walter mener også, at "The Act of Killing" kan noget særligt:

- Jeg tror, den ligger lunt. Jeg følger meget med, og der er meget hype omkring den, så af de tre film, vi i år har med, der tror jeg, at den har den største chance, siger han.

- Det er en original film. Det arbejde, han har lagt i den, og at det er lykkedes ham at lave en helstøbt film ud af det, det kan man kun tage hatten af for, siger Anders Walter.

Joshua Oppenheimer, der står bag dokumentaren, tør dog ikke tro på sejren endnu.

- Jeg føler, at vi har en film, der ikke kan sammenlignes med nogen af de andre nominerede. Jeg er glad og beæret over at være nomineret og over at være i så flot selskab.

- Men jeg siger til mig selv, at vi taber, så jeg ikke har for høje forventninger, siger Joshua Oppenheimer.

Oscar-uddelingen finder sted i Los Angeles natten til mandag dansk tid, og kan ses direkte på TV2.

/ritzau/