Danske Patienter: Overbelægning er et permanent problem

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Overbelægningen på sygehusene, som kulminerede under sidste vinters influenzaepidemi, skabte kraftig kritik fra patientforeningen Danske Patienter samt Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen.

De lavede derfor i foråret en "hjælpepakke" til regionerne med krav om øjeblikkeligt stop for nedlæggelse af medicinske senge og øget samarbejde mellem regioner og kommuner som mest centrale emner.

Dengang manglede der præcis taldokumentation. Men den er der nu fra Statens Serum Institut og bekræfter, at der en række steder i landet i årets første halvdel var tale om massiv overbelægning på sygehuse rundt i landet.

Men med store lokale variationer lige fra en belægningen på 77 procent på et sygehus til 111 procent et andet sted.

- Problemet er, at overbelægningen er blevet en permanent tilstand. Ikke kun i kortere perioder, siger formand for Danske Patienter Lars Engberg.

- Vores indtryk er ikke, at der er sket særligt meget. Der er stadig overbelægning og pressede budgetter, selvom det er positivt med de ekstra millioner, regionerne har afsat, siger han.

Regionerne har afsat 66 millioner til sagen i de nye budgetter. Men det hjælper ifølge Lars Engberg kun, hvis kommunerne også opruster i deres ende til at tage imod patienterne eller forebygger flere indlæggelser.

- Det er positivt, at Danske Regioner lytter til vores anbefalinger i hjælpepakken, det er der klart brug for, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

- Men at Statens Serum Institut kommer med tallene så længe efter, bekræfter vores ønske om mere gennemskuelighed på området.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke har et fælles, landsdækkende billede af overbelægningen på de danske hospitaler løbende, siger hun.

Ifølge Danske Regioner laves opgørelsesmetoden om fra 1. januar, så der blandt andet tages højde for endagsindlæggelser, hvor patienten udskrives igen samme dag.

/ritzau/