Danske politikere bliver overvåget online

Nogle kommuner logger også, hvilke hjemmesider lokalpolitikerne besøger, skriver magasinet Computerworld på baggrund af oplysninger fra Datatilsynet.

Svendborg, Fredericia, Frederikssund og Kalundborg hører ifølge Computerworld til de kommuner, der logger oplysninger om byrøddernes gøren og laden på nettet. Hvor længe, oplysningerne bliver gemt, er forskelligt fra kommune til kommune. I Fredericia drejer det sig eksempelvis om 12 måneder.

Af dokumentet fra Datatilsynet fremgår det, at det er brugere med adgang til Fredericia Kommunes e-mail- og internetsystem, herunder medarbejdere, studerende og byrådsmedlemmer, der får deres oplysninger logget - kommunen gemmer blandt andet oplysninger om besøgte hjemmesider og IP-adresser.

I Kalundborg forklarer konstitueret Digitaliserings- og IKT-chef Anne C. Dandanell, at logningen er en del af en sikkerhedsstrategi og at alle, der har adgang til kommunens IT-miljø, er blevet orienteret om, at der foretages en backup og logning af deres mailboks.

»Da der løbende er udskiftning af ansatte, er det ligeledes en del af den orientering, som nyansatte modtager på introseancer foretaget af Digitalisering og IKT,« skriver hun til Computerworld.

Også landets folkevalgte politikere på Christiansborg bliver registreret på baggrund af deres færden på internettet. Men det sker med henblik på at løse tekniske fejl, forklarer Folketingets IT-chef, Ole Søndergaard, som dog ikke ønsker at komme ind på Folketingets sikkerhedstiltag.

»Den logning, som vi foretager, og som er den samme for alle brugere af Folketingets systemer, sker med henblik på at følge op på og løse tekniske fejl. Med andre ord sker der ikke logning, der tager sigte på at kunne følge op på det indholdsmæssige,« udtaler han til Computerworld.

Dagens Gossip