Danske priser stiger mindre end i de fleste EU-lande

Skrevet af admin

21/01/2014

Dagens topnyheder

Afskaffelsen af fedtafgiften 1. januar 2013 betyder, at danske fødevarers bidrag til inflationen er lavere i Danmark end i resten af EU i hele 2013.

Og det betyder, at dansk inflation ligger i bunden, når man ser på inflationen i resten af EU.

I december var inflationen i Danmark 0,4 procent, mens gennemsnittet i EU var uændret på én procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Danmark befinder sig stadig i den lave ende af inflation blandt EU-landene, hvilket muligvis kan forbedre konkurrenceevnen, siger Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRFkredit.

Kigger vi på nabolandene, ligger inflationen på 1,2 procent i Tyskland, mens den befinder sig på samme niveau i Sverige som i Danmark med 0,4 procent.

Michael Stæhr, cheføkonom i Dansk Erhverv, siger, at det er godt, at man i Danmark fortsat har meget beherskede prisstigninger sammenlignet med resten af Europa.

- Når de danske priser stiger langsommere end i de lande, som vi konkurrerer med, så bliver det nemmere for danske virksomheder at afsætte deres produkter i udlandet, siger han.

- Det har vi de seneste år kunnet se på den pæne vækst i eksporten, der har holdt hånden under dansk økonomi, siger han.

Samtidig er den beherskede prisudvikling en fordel for lønmodtagerne. Hvor lønstigningerne har været små, betyder en endnu lavere inflation, at man ret faktisk får en reallønsvækst.

- Det betyder, at når man står nede i supermarkedet, er det simpelthen muligt at proppe flere varer i indkøbskurven for de samme penge, siger Michael Stæhr.

Mens Danmark ligger lavt med prisstigninger, var inflationen i december højest i Island med 3,7 procent, mens den i Storbritannien, Østrig og Estland var på to procent.

Inflationen var lavest i Grækenland med minus 1,8 procent, i Cypern med minus 1,3 procent og i Bulgarien med minus 0,9 procent.

/ritzau/