Danske Regioner: Dansk kræftplacering er misvisende

Når Danmark i en ny europæisk undersøgelse er dårligere placeret end en lang række andre europæiske lande, hvad angår kræftbehandling, er det ikke nødvendigvis et retvisende billede på den danske sundhedssektor anno 2015.

Det mener Bent Hansen, formand for Danske Regioner, der henviser til, at den store europæiske undersøgelse bygger på tal fra 2007 og tidligere.

- Der er sket rigtig meget på otte år. Det havde været spændende, hvis man havde baseret sig på rimelig nye tal.

- Vi var bagude i starten af nullerne, men vi har fået hentet rigtig meget ind, siger han.

Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, peger på, at det vil give god mening at samle de lægelige ressourcer på kræftområdet i en mere fælles orienteret indsats for at højne kvaliteten.

Men her er Bent Hansen lodret uenig.

- Der er jo faglige samarbejder inden for de forskellige grupper på kræftområdet allerede.

- Jeg tror, det er mere interessant, at man hele tiden måler på den faglige kvalitet. Jeg har sjældent set, at det har givet en mere effektiv drift at centralisere, siger han.

Han mener derimod, at konkurrence kan være med til at højne kvaliteten af behandlingen.

- Man skal tænke sig om, før man siger, man ikke skal konkurrere om at være de bedste. Det er, når de bedste udfordrer hinanden til at blive endnu bedre, at man tager nogle faglige spring fremad, siger han.

Den store europæiske kræftundersøgelse foretaget blandt kræftpatienter i 29 lande viser blandt andet, at den relative, femårige overlevelsesprocent generelt har været stigende for de fleste kræftformer.

Men mens overlevelsesprocenten for Nordeuropa ligger på 59,6 procent, er tallet for Danmark blot 50,9 procent, viser undersøgelsen ifølge TV2.

/ritzau/

Dagens Gossip