Danske Regioner kalder KL's sundhedsudspil ambitiøst

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

Patienterne i Danmark skal have et bedre og mere sammenhængende forløb, tilpasset deres hverdag og behov.

Det mener Danske Regioner, som derfor er glade for KL's sundhedsudspil "Sammen om sundhed", hvor de kommer med 41 anbefalinger til, hvordan man styrker det nære sundhedsvæsen.

Og det stiller krav til regioner og kommuner om godt samarbejde, mener Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner.

- Det er et ambitiøst udspil, KL er kommet med. Det indeholder en række gode bud på, hvordan den kommunale indsats kan styrkes. Det skal den regionale også.

- Vi skal i regionerne fortsat udvikle sygehusenes udadvendte rolle, hvor læger og sygeplejerskers ekspertise bruges til at understøtte sammenhæng og styrke kvaliteten i de udgående sygehusfunktioner, i kommuner og i almen praksis.

- På den måde undgår vi at opbygge parallelsystemer på sundhedsområdet, siger Bent Hansen.

Derfor vil Danske Regioner i det kommende udvalgsarbejde have fokus på fælles mål og rammer.

- Vi er enige i de udfordringer, KL peger på for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

- Danske Regioner lægger imidlertid også vægt på, at en kommende plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen bør opstille fælles mål for fremtidens sundhedstilbud, sikre en ensartet kvalitet og fælles incitamenter, så medarbejderne helt naturligt samarbejder om at skabe de bedste forløb for patienterne, siger Bent Hansen.

/ritzau/