Danske rejseselskaber indstiller flyvninger til Egypten

Som følge af Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning til Egypten indstiller en række rejseselskaber således deres flyvninger til det nordafrikanske land.

»Vi følger vejledningen og sender ikke flere gæster til Egypten, før der er reguleret tilbage. Det er vigtigt at understrege, at der ikke bliver tale om en evakuering af de gæster, der allerede er i Egypten. De kan trygt fortsætte deres ferier,« siger Pernille Ammitzbøll, kommunikationschef i Atlantis Rejser, som har cirka 700 danskere i Egypten i øjeblikket.

Atlantis Rejser tilbyder de 350 danskere, der skulle have været til Egypten inden for de kommende dage, alternative rejser til Tyrkiet eller pengene tilbage. Det er også muligt at udskyde sin rejse til Egypten.

Udenrigsministeriet har opdateret rejsevejledningen ud fra et »forsigtighedsprincip« og understreger, at der ikke er nogen akut fare ved at opholde sig ved populære turistmål som Hurghada og Sharm el-Sheikh ved Rødehavet. Udenrigsministeriet vurderer, at der er omkring 1.500 danskere i området lige nu.

Apollo Rejser har omkring 150 danskere i Hurghada og skulle have sendt yderligere 150 af sted til området på mandag.

Spies lukker ligeledes Egypten som rejsemål indtil videre.

»Vi har 193 gæster i Egypten i øjeblikket, og langt de fleste af dem rejser hjem mandag som planlagt. Alle gæsterne opholder sig i Hurghada-området. Der kan være nogle, som har købt en længere rejse. De vil også få mulighed for at komme hjem i begyndelsen af næste uge,« siger Spies’ administrerende direktør, Jan Vendelbo.

»Kunder, der har købt rejser til Egypten, vil få mulighed for at ombooke til en anden destination eller få pengene retur,« siger han.

Samme melding kommer fra Star Tour.

»Vi gennemfører ikke flere rejser til Egypten i sommersæsonen. Vores næste afgang derned bliver forhåbentlig, når vinteren starter op, det vil sige omkring primo oktober. I øjeblikket er der ikke tale om at evakuere folk, men vi tager dem hjem i god ro og orden, og vi vil have alle vores gæster hjemme søndag eller mandag i Danmark igen,« siger salgsdirektør Stig Elling.

De seneste dages uroligheder har kostet over flere hundrede liv i Egypten, og landets midlertidige præsident har erklæret undtagelsestilstand og ligeledes indført et udgangsforbud om aftenen og natten.

Dagens Gossip

Dagens TV