Danske skolebørn er i snit fraværende 11 dage om året

Det står skidt til med fraværet på nogle af landets folkeskoler, hvor den gennemsnitlige elev går glip af flere ugers undervisning hvert år.

Det kan man læse i en analyse fra Politiken Research. Den viser, at i halvdelen af landets folkeskoler ligger det gennemsnitlige fravær pr. elev på mere end 10 dage om året.

På nogle skoler - som på Gadehaveskolen i Høje Taastrup Kommune - er det gennemsnitlige fravær endda tæt på 30.

Det bekymrer undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Uanset om det er 10 eller 26 dage, er det for mange, siger hun til avisen.

Hun mener, at skolerne skal være mere opmærksomme på, om der er elever, der trives dårligt, og så peger hun også på problemet med, at forældre tager deres børn ud af skolen i en uge for at holde ferie uden for de faste ferieuger.

Sidstnævnte kan formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, sagtens genkende.

- Men der findes også skoler, der synes, at det er okay og ikke reagerer, når man ikke melder sig syg og ikke beder om at få fri.

- Og så har det jo ingen konsekvenser, at man ikke kommer, siger hun.

Ifølge professor Niels Egelund fra DPU ved Aarhus Universitet spiller elevernes sociale baggrund en stor rolle for fraværsprocenten.

Samtidig er der ifølge en analyse fra Undervisningsministeriet en sammenhæng mellem fravær og karakter.

Elever med under fire fraværsdage om året scorer i gennemsnit 2,5 karakterpoint højere end elever, der er væk fra skolen i mere end 20 dage om året.

I Lolland Kommune har man ansat motivationsvejledere, der skal hjælpe familierne til at få eleverne til at møde op, ligesom man overvejer at trække forældrene i sociale ydelser, hvis det skønnes, at de ikke bakker op om børnenes skolegang.

/ritzau/

Dagens Gossip