Danske skuespillere: Vilde med 1920'er-jargon

Der bliver lagt tryk på stavelserne og svunget ekstra meget i tonelejet, når skuespillerne i tv-serien "Badehotellet" skal lade som om, at de har 20'ernes jargon og udtale helt på rygraden.

Men selvom det er hele 86 år siden, at kalenderen viste år 1929, som er det år, anden sæson af serien spænder over, er udtalen ikke helt fjern for skuespilleren Mads Wille, der spiller rollen som grev Ditmar.

Som skuespilstuderende i 1990'erne jokede Mads Wille og flere af seriens andre skuespillere som Jens Tychsen og "Rytteriet"-stjernen Martin Buch nemlig på godt gammel dansk.

-  Da vi gik i skole sammen, gik vi altid rundt og talte som i gamle danske film og morede os med det. Og så mødes vi pludselig her. Det har været ret sjovt at kunne tage det, vi gik og legede i skoletiden frem, og gøre det til noget, vi kan bruge i en tv-serie, siger Mads Wille.

Den 43-årige skuespiller, der også har spillet med i film som "Hvidsten Gruppen" og tv-serien "Den som dræber", er nemlig meget begejstret for det gamle sprog.

- Jeg tror altid, jeg har været fascineret af ældre skuespillere, der taler meget teatralsk. Det er helt vidunderligt og samtidig meget mærkeligt, siger Mads Wille og fortsætter:

- Der er en voldsom energi i den måde at tale på. Man kan virkelig få lov til at bruge nogle kræfter, for man mumler og sluger ikke ordene, som man gør i dag.

Men selvom den danske skuespiller holder af den gamle udtale, kan det også blive lidt for meget af det gode.

Efter første sæson af "Badehotellet" tog Mads Wille nemlig 1920'er-jargonen så meget til sig, at han havde svært ved at slippe den igen.

- Jeg var gået så meget ind i den måde at tale på, at jeg kunne mærke, at mit sprog havde ændre sig privat. Jeg havde samtidig en rolle på teatret, der var helt moderne, hvor jeg også kunne mærke, at mit sprog var anderledes, så der skulle jeg arbejde lidt ekstra, siger Mads Wille.

Anden sæson af "Badehotellet" består af syv afsnit. Første afsnit blev vist den 12. januar på TV2.

Newspaq

Dagens Gossip