Danske slagtesvin: 88 procent er smittet med resistent bakterie

Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at 88 procent af slagtesvinene på danske slagterier, er smittet med MRSA CC398.

Det er en fordobling på et år, og en ekstra undersøgelse af svinebesætningerne skal vise, om der også er sket en stigning i de danske svinestalde.

- Meget tyder på, at mange svin bliver smittet på slagteriet eller på vej til slagteriet, men vi bliver nødt til at være sikre i vores sag, og derfor sætter jeg den her undersøgelse af de danske stalde i gang, siger Mette Gjerskov.

Myndighederne overvåger allerede bakterierne nøje, og der er ikke noget, der tyder på, at MRSA smitter, når mennesker spiser svinekød.

Imidlertid kan MRSA smitte fra dyr til mennesker ved jævnlig kontakt, og  problemet med svinebakterien er, at den er resistent over for flere typer af antibiotika, og det kan derfor være vanskeligt at behandle for den.

- Det er et problem, vi tager meget seriøst. Resistente bakterier er en trussel mod menneskers sundhed, og sundhedsministeren(Astrid Krag red.) og jeg har derfor iværksat en lang række initiativer for at komme problemet til livs, siger Mette Gjerskov.

Fødevareministeren har sammen med sundhedsministeren nedsat en aktionsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan stoppe spredningen af MRSA fra svin.

Desuden har et flertal i Folketinget i forbindelse med den nye politiske aftale om veterinærområdet for de næste fire år besluttet at sætte fokus på en ansvarlig anvendelse af antibiotika for at bekæmpe udviklingen af resistens.

Det indebærer blandt andet en indsats mod uhensigtsmæssig flokmedicinering, hvor alle dyr i en besætning rutinemæssigt får antibiotika, selvom det ikke er dem alle, der er syge.

Fakta
De seneste tal for forekomsten af MRSA CC398 i danske svinebesætninger er fra 2010 og 2011. De viste, at der er fundet MRSA CC398 i 16 pct. af de danske svinebesætninger.
I 2011 og 2012 er der udtaget prøver af svin på slagterier. Resultaterne af disse undersøgelser viser, at 44 % (2011) respektive 88 % (2012) af de undersøgte svin var positive for MRSA.CC398.

Dagens Gossip

Dagens TV