Danske soldater dræbte mindst 18 civile afghanere

Skrevet af admin

09/05/2015

Mest læste i dag

Danske soldater dræbte mindst 18 civile, heraf adskillige børn, under krigen i Afghanistan, skriver Information.

Avisen har fået aktindsigt i dokumenter fra Forsvaret og Forsvarets Auditørkorps, der viser, at der er betalt systematisk kompensation for de skader, danske soldater har forvoldt på mennesker, ejendom og dyr.

- Vi udbetalte masser af kompensationer, fortæller kaptajn Mads Silberg til avisen, der var såkaldt CIMIC-officer i Afghanistan i 2010 og ansvarlig for forholdet til civilbefolkningen.

I den værste af sagerne, Information har fået indsigt i, blev fem mennesker dræbt, heraf to børn, og fire andre såret. Det kostede Danmark 267.050 kroner til de efterladte.

I andre sager betalte danskerne mellem 37.500 og 50.000 kroner for et menneskeliv, mens en hårdt såret kvinde fik 18.000 kroner og et såret barn 3.000.

I alt blev der betalt erstatning for flere millioner, skriver avisen.

I en mail til Information skriver chefen for Danmarks internationale operationer, oberstløjtnant Jens Lønborg, at formålet med udbetalingerne til den afghanske befolkning vat at bevare et godt forhold til lokalbefolkningen.

Danske soldater forlod den sydlige Helmand-provins efter otte års indsats i området og 13 års allieret krig i Afghanistan sidste sommer.

Der er endnu danskere udstationeret i Afghanistan for at træne og rådgive den afghanske hær.

/ritzau/