Danske soldater får ny chance for erstatning

Veteranerne fik oprindeligt afslag på erstatning, fordi de anmeldte deres skader senere end et halvt år efter, at de var vendt hjem fra krigszonen, hvormed forældelsesfristen på seks måneder var overskredet.

Men en ny udredning af den psykiske lidelse posttraumatisk stress syndrom (PTSD) viser, at 25 procent af alle tilfælde først indtræffer et halvt år efter, at den pågældende person har været udsat for en eller flere traumatiske oplevelser - og derfor skal sagerne nu gå om, fastslår forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

»Vores soldater stiller op for os, når vi beder dem om det. Så er det efter vores opfattelse også kun rimeligt, at vi som samfund gør, hvad vi kan for at hjælpe soldaterne, når de kommer hjem. Det er der bred enighed om i Folketinget. Derfor er det rigtig godt, at vi nu kan tage et stort skridt fremad i anerkendelsen af vores veteraner,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Danske soldater vender generelt psykisk stabile hjem efter endt udsendelse, viser en rapport fra Det nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Men rapporten peger også på, at der blandt veteranerne sker en markant stigning i antallet af psykiske sygdomme tre år efter hjemsendelse. Derfor er det vigtigt for veteranerne, at de nu får mulighed for at få anerkendt disse lidelser, siger seniorforsker Stéphanie Vincent Lyk-Jensen fra SFI, der er medforfatter til rapporten.

»Det betyder meget for de mennesker, der har PTSD, at de kan få en arbejdsskadeerstatning. Når man har en psykisk lidelse, har man ikke ekstra ressourcer til at kæmpe. Derfor har det for mange også føltes som en barriere at få deres sygdom anerkendt,« forklarer hun.

Arbejdsskadestyrelsens nye praksis kommer ikke et øjeblik for tidligt, mener Benjamin Olsen Yeh, der selv lider af PTSD efter at have været udsendt til det tidligere Jugoslavien sidst i 1990erne.

»Det her har ekstremt stor betydning for veteranerne. De kan nu blive anerkendt og få ro i deres liv. Veteranerne får samfundets anerkendelse, og det er vigtigt. Det er en glædens dag, men det er også forbundet med sorg. For den tid, det har taget politikerne at anerkende, at der skal gøres mere, har kostet veteraner livet. Der er folk, som har begået selvmord, eller som har tabt deres liv, fordi de er kommet ud i misbrug af en eller anden art. Der er mange, der er gået fra deres familie og hus og hjem og er blevet hjemløse, eller som lever en forhutlet tilværelse,« siger Benjamin Olsen Yeh, der som talsmand for danske veteraner flere gange har forsøgt at råbe systemet op. Han understreger, at der stadig er behov for at gøre mere for de tidligere udsendte.

»Det her er et skridt på vejen, men det er langt fra nok. Vi mangler stadig meget. Det er selvfølgelig fint, at politikerne laver nye regler, som skal gælde for Arbejdsskadestyrelsen, men det er lige så meget Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Forsvarsministeriet, som skal oppe sig,« fastslår han.

Dagens Gossip