Danske soldater skal blive i Afghanistan i mindst tre år

I et fortroligtstemplet dokument lægger et flertal i Folketinget op til at forlænge den danske indsats i Afghanistan med minimum tre år, selv om afghanerne ved årsskiftet overtager det fulde ansvar for deres egen sikkerhed.

Det skriver Berlingske, som er i besiddelse af det endelige udkast til Danmarks nye Afghanistan-strategi for 2015-2017.

Hele 160 danske soldater skal forblive udstationeret, mens også den danske helikoptermission i den nordlige del af landet bliver forlænget.

Ifølge planen skal Danmark næsten udelukkende bidrage med træning, rådgivning og støtte til de afghanske styrker, i hvad regeringen kalder "de kritiske år 2015-2017." Strategien er endnu ikke blevet fremlagt for Det Udenrigspolitiske Nævn, men ifølge Berlingske har den brede forligskreds allerede godkendt regeringens udspil.

De danske soldater skal de kommende år arbejde under den Nato-ledede Resolute Support-mission og primært befinde sig omkring hovedstaden Kabul.

Tre danske transporthelikoptere og cirka 80 personer skal frem mod 2016 operere under den tyskledede kommando i den nordlige del af Afghanistan.

Der bliver ikke sat årstal på, hvornår den danske indsats slutter, og ifølge Socialdemokraternes udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen, er det umuligt at fastslå en slutdato.

- Der er stadig behov for vores tilstedeværelse på et par områder - heriblandt helikopterbidraget og stabsfolk. Der er ikke aftalt nogen bagkant på den danske indsats, men i de flestes hoveder er der en forståelse af, at den træning og rådgivning, der er behov for, ikke er noget, der skal fortsætte i evigheder, siger han til Berlingske.

I planen lægges der yderligere op til at fortsætte udviklingsbistanden til Afghanistan på over en halv milliard kroner om året frem til 2017, selv om regeringen erkender, at "der må forventes tilbageslag" og "nye sager om korruption."

I juli i år forlod danske soldater den sydlige Helmand-provins efter otte års indsats i området og 13 års allieret krig i Afghanistan.

Enhedslisten står som det eneste parti uden for forligskredsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV