Danske speedwayherrer kører sig suverænt i VM-finale

Det danske speedwaylandshold var suverænt, da holdet tirsdag aften kørte sig direkte til finalen ved hold-VM.

Holdet bestående af kaptajn Hans Andersen (12 point), Peter Kildemand (12), Bjarne Pedersen (11) og Mads Korneliussen (13) førte fra start til slut og sejrede i kvalifikationsstævnet i Västervik foran værtsnationen, Sverige.

Bjarne Pedersen sikrede finalepladsen, da han vandt det 19. af de 20 heat.

Herefter vandt Peter Kildemand det afsluttende heat, så Danmark vandt i alt 12 heat fordelt på tre sejre til hver kører.

Danmark hentede i alt 48 point og sikrede den enlige direkte billet til VM-finalen på lørdag i Bydgoszcz i Polen.

Sverige og Tjekkiet, der hentede henholdsvis 43 og 24 point, skal torsdag dyste i den såkaldte raceoff mod Australien og USA om en plads i VM-finalen, mens Letland er helt færdig efter at have scoret 11 point på fjerdepladsen.

Polen er som vært allerede kvalificeret til finalen, mens Storbritannien er med efter at have vundet det første kvalifikationsstævne foran USA og Australien.

Inden kvalifikationsstævnet i Västervik var der blevet spekuleret i, om Danmark ville gå efter anden- eller tredjepladsen og således undgå at gå direkte videre til finalen.

De spekulationer skyldtes, at torsdagens raceoff foregår i Bydgoszcz, så vinderen af raceoff kan få værdifuld erfaring på finalebanen.

Spekulationerne blev ikke mindre af, at landstræner Anders Secher undlod at benytte Danmarks sædvanligvis to bedste kort, Niels-Kristian Iversen og Nicki Pedersen, i kvalifikationsstævnet i Västervik.

Danmark lagde dog overbevisende ud, da Mads Korneliussen, Peter Kildemand og Hans Andersen vandt deres første heat.

Først i fjerde heat kom det første danske pointtab, da Bjarne Pedersen måtte nøjes med en tredjeplads.

Danmark vandt fem af de syv første heat, og efter at Sverige fik skabt spænding og kun var et par point bagefter, viste de danske kørere stor styrke.

Landstræner Anders Secher står nu med et positivt problem til finalen, hvor Nicki Pedersen og Niels-Kristian Iversen indtager to af de fire pladser på holdet.

Dermed bliver der kun plads til to af tirsdagens fire succesrige danske kørere i lørdagens finale.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV