Danske Spil skjulte ulovlig lækage af persondata

Avisen er kommet i besiddelse af dokumenter, som viser, at begge organisationer var klar over, at de var i færd med at bryde reglerne, og at de efterfølgende forsøgte at dække over det.

Fodboldspilleren Kristoffer Wichmann spillede i august 2011 på sejr til sit eget hold, hvilket er i strid med DBUs regler, og han fik efterfølgende to kvinder til at indløse vinderkuponerne hos Danske Spil.

De to kvinders identitet måtte i henhold til persondataloven ikke videregives, men det skete ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten alligevel med fuldt overlæg. Det viser en mail fra Danske Spil, hvor DBU advares om, at unionens sikkerhedschef ikke må fortælle, at Danske Spil har videregivet navnene:

»Vi må og kan ikke videregive oplysninger om de personer, der har indsendt kvitteringerne. Så hvis han ønsker at indkalde de to piger til et møde, skal han have fundet frem til deres navne på anden vis. Han må under ingen omstændigheder nævne, at han ved, at de har indsendt kvitteringer til os, eller at han har fået deres navne oplyst af os,« står der.

Det fremgik af DBUs officielle afgørelse af sagen, at persondataloven forhindrede Danske Spil i at overlevere navnene på de to kvinder til DBU, indtil de begge gav deres tilladelse. DBU har hidtil hævdet, at det skete 10. juli 2012. Nu bekræfter Danske Spils informationschef Thomas Rørsig, at det skete mere end fire måneder før:

»Vi kan se af vores mailkorrespondance, at navnene på de to involverede kvinder er overgivet til DBU allerede i marts 2012«.

Sagen kan ifølge professor i persondataret ved Aalborg Universitet Søren Sandfeld Jakobsen i yderste konsekvens ende med en straffesag og en bøde, og vil i hvert fald udløse kritik fra Datatilsynet:

»Det er skærpende i forhold til det persondataretlige, hvis man kan konstatere, at man bevidst har brudt persondataloven. Også i forhold til en vurdering af, hvorvidt man vil åbne en straffesag, men det er en beslutning, som Datatilsynet må træffe«.

DBUs generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, erkender, at tingene ikke er foregået som tidligere forklaret.

Dagens Gossip

Dagens TV