Danske spion-betjente fik penge og sejlskib for at smugle hash

I løbet af godt to år har politifolk spillet skuespil i forsøget på at afsløre grov narkokriminalitet.

Under arbejdet som undercover agenter har de transporteret hash fra Spanien til Danmark, og som betaling har de modtaget penge og et skib ved navn Naomi.

Det er kommet frem i Københavns Byret tirsdag, hvor tre mænd er anklaget for flere forbrydelser.

To af dem skal for eksempel have forsøgt at smugle et halvt ton kokain fra Brasilien til Danmark, påstår senioranklager Helle B. Sørensen.

Hovedpersonen er den agent, som kaldes A 185. Hele 21 gange har han mødtes med den hovedtiltalte, den 38-årige H.

H. er en rejselysten herre, der blandt andet har været i Thailand, Mexico, Brasilien og New York.

For flere år siden mistænkte politiet H. for at være dybt involveret i narkosmugleri, og det lykkedes for et par agenter at få kontakt til ham i New York i december 2011.

- De fortalte ham, at de kendte én, der kunne transportere hvad som helst, og de udvekslede telefonnumre, fortæller senioranklageren i byretten.

Fem måneder senere ringede H. til agenten, der kaldes A 185, der havde en dækhistorie om, at han var direktør i et transportfirma.

Derefter gav en dommer i Københavns Byret politiet lov til at lade ham og andre agenter deltage i kriminalitet.

Men efterforskningsmetoden er kontroversiel. Loven siger, at en politiagent ikke må provokere nogen til at begå noget, de ellers ikke ville have gjort. Og de må heller ikke forøge kriminaliteten.

Forsvareren for H. kræver frifindelse for den store kokaintransport og to andre alvorlige forhold.

- Det overordnede tema i sagen er, om efterforskningen har været lovlig, siger advokat Henrik Stagetorn.

Snakken under timelange møder er desuden heller ikke nok til at udgøre et strafbart forsøg, mener han.

- Det kan godt være, at der har været møder, hvor man har talt om noget generelt. Men der skal være foretaget egentlige iværksættelseshandlinger, før der kan dømmes, mener Henrik Stagetorn.

H. og en anden tilstår helt eller delvist to hashsmuglerier med i alt cirka 400 kilo, men nægter altså det halve ton kokain samt anklagerne om 1,6 ton hash på Naomi og om smugleri af fem-seks kilo kokain.

Bortset fra leveringen af 147 kilo hash i Lyngby handler anklageskriftet udelukkende om forsøg på smuglerier.

Retssagen vil strække sig over godt 30 retsdage, før der afsiges dom.

/ritzau/

Dagens Gossip