Danske stjerner: Så mærkelige er vi til jul

Mandelgaver, julepynt og sange om Jesus og nisser.

Julen svømmer over af mere eller mindre underlige traditioner, og det kan en række af landets kendte tale med om.

Mærkelige gøremål i julemånederne er nemlig ingen undtagelse i deres familier, når kalenderen viser december.

For Nephew- og De Eneste To-sangeren Simon Kvamm betyder julen indtagelse af en helt særlig ret.

- Min jul indbefatter finthakket hvidkål med kanelsukker på. Jeg tror, det er en sønderjysk ret. Det er meget lækkert, og et godt trick er at sprede det helt ud, så der kan være mest muligt kanelsukker på, siger Simon Kvamm.

Hjemme hos De eneste to-makkeren Peter Sommer forgår den mærkelige juletradition ikke om spisebordet, men derimod med sangstemmerne.

- Når en ny person bliver inviteret med til vores juleaften, har vi en underlig sang, som stammer fra Marstal, der hedder "Bort fra døren Hansemand". Vi står og synger den med slukket lys, mens min far ryger pibe og tænder juletræet, fortæller Peter Sommer.

Også hjemme hos sangerinden Oh Land har de mærkelige sangtraditioner.

- Vi synger et vers af "Det kimer nu til julefest", inden vi spiser, hvor vi alle sammen står op rundt om bordet. Gerne firestemmigt. Det er noget min mors familie har gjort i generationer. Vi søskende hadede det som små, men samtidig kunne det heller ikke være anderledes, siger Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius.

Når "Malene"- og "Kegle"-sangerinden Sys Bjerre holder jul bliver der også sunget. Men her bliver det piftet op med musik fra et særligt instrument.

- Vi har en tradition med at kombinere en række af julesangene med sitar-musik, som min kæreste kan spille. Det lyder lidt underligt, indrømmer Sys Bjerre.

Hos en anden af landets musikere bliver julesangene på ingen måde akkompagneret af ekstra musik. Hos dj Le Gammeltoft synger de nemlig slet ikke juleaften.

- Vi synger for dårligt i min familie, så vi hører god musik i stedet for at gå rundt om træet, fortæller radioværten.

Det samme gør sig gældende i dj'en Katos familie, der også har droppet den ellers populære dans rundt om ædelgranen i stuen.

- Vi danser ikke om juletræet i min familie. Vi er lidt dovne og kan bedre lide at spise og hygge os. Vi har derfor byttet turen rundt om træet ud med et spil 500 og et glas vin senere på aftenen, siger Kato.

Newspaq

Dagens Gossip