Danske storbanker belønnes for bestået helbredstest

Nordea, Danske Bank, Jyske Bank og Sydbank bestod søndag en omfattende helbredstest, der viser, at bankerne er i stand til at stå imod fremtidige kriser.

Den beståede eksamen afspejler sig på det danske aktiemarked mandag formiddag, hvor der er pæne stigninger til de fire bankaktier.

De fire aktier stiger 1,0-2,6 procent efter kort tids handel på fondsbørsen i København. Ud over de fire banker bestod Nykredit, der ikke er børsnoteret, den omfattende test.

Der er størst medvind til Jyske Bank, der søndag desuden valgte at offentliggøre regnskabstal for tredje kvartal, som viste et overskud på 3,4 milliarder kroner. Jyske Bank-aktien stiger 2,6 procent til kurs 314,3.

Den Europæiske Centralbank, ECB, har sammen med de europæiske bankmyndigheder, EBA, testet de største banker i eurozonen, så der er ryddet op i sektoren, når den europæiske bankunion træder i kraft fra begyndelsen af november. Den danske regering har endnu ikke taget stilling til, om Danmark skal tilslutte sig unionen.

Den såkaldte "stresstest" er udført i samarbejde med de nationale finanstilsyn. Herhjemme har Finanstilsynet testet Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Nykredit, mens de svenske myndigheder har testet Nordea.

Resultaterne af testen sætter ifølge Finanstilsynet en tyk streg under den danske banksektors troværdighed.

- Vi har lavet en historisk grundig gennemgang af størstedelen af bankernes aktiver, og den peger på, at selvom der selvfølgelig vil være nogle små justeringer ved en så grundig gennemgang, så svarer de bogførte værdier i det store hele til vores vurdering af dem, sagde Ulrik Nødgaard, direktør i Finanstilsynet, søndag.

- Selv i et hårdt stresscenario vil de fire store danske banker typisk have en egenkapitalprocent på omkring 11 procent eller derover. Det er i europæisk sammenhæng ganske godt, sagde han.

25 af 130 banker i eurozonen dumpede den omfattende test, og 13 af bankerne har nu to uger til at fremlægge en plan for, hvordan de skal polstre sig bedre.

/ritzau/

Dagens Gossip