Danske supermarkeder tilbagekalder oksemørbrad

Det skriver Fødevarestyrelsen ifølge BT på deres hjemmeside, hvor man også kan læse en større beskrivelse af omfanget. Kødet stammer fra den hollandske producent Willy Selten B.V, der ifølge mx.dk er mistænkt for at have blandet hestekød i op til 50.000 tons oksekød. En oplysning, der overfor BT bliver bekræftet af en pressemedarbejder hos Fødevarestyrelsen.

»Der er mulighed for, at noget af kødet består af hestekød. I dette tilfælde er der dog tale om mørbrad, og det er derfor usandsynligt,« fortæller Erik Jepsen fra Fødevarestyrelsen.

Kødet er blandt andet blevet solgt i Netto, Metro, Superbest og diverse SPAR-butikker, der altså nu trækker kødet tilbage. 

Kødet trækkes ifølge Fødevarestyrelsen tilbage, da det har vist sig at være uhyre svært at få klarhed over kødets oprindelse og sporbarhed. Man skal derfor enten kassere kødet eller levere det tilbage til butikken, hvor man har købt det.

De hollandske myndigheder har oplyst, at varer fra det hollandske selskab har indeholdt udeklareret hestekød, ligesom der har manglet lovpligtige oplysninger om oprindelse og sporbarhed. Sagen kommer lige oven på en længere periode, hvor flere lande i Europa opdagede hestekød i blandt andet færdigretter fra firmaet Findus.

Dagens Gossip