Danske sygehuse mangler mindst 500 speciallæger

Der er rift om speciallæger som narkoselæger, kirurger, røntgenlæger og neurologer på de danske sygehuse og hospitaler. Samlet er mindst 500 stillinger til speciallæger ubesat, viser en rundspørge, som DR Nyheder har foretaget blandt landets fem regioner.

Manglen på speciallæger er et alvorligt problem, siger formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.

- Det betyder blandt andet, at man ikke kan levere behandlinger på det niveau, man ønsker. Det kan betyde ventetider, at kvaliteten er forringet, eller at patienterne skal rejse længere for at få den behandling, som de har behov for, siger han til DR Nyheder.

Alle landsdele mangler speciallæger, viser DR's rundspørge til regionerne.

Men idet er især små sygehuse i Danmarks udkant, der har problemer med at rekruttere speciallægerne, vurderer Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved Aarhus Universitet.

- Kombinationen af at være et lille sygehus og ligge i Udkantsdanmark gør det svært at tiltrække læger, siger Jes Søgaard.

Han forklarer, at læger vælger de små sygehuse fra, fordi det kan være sværere at udvikle sig fagligt der.

- Og så er læger jo ofte gift med andre akademikere, der kan have svært ved at finde et job i området. Det gør det mindre attraktivt, siger han.

I Region Nordjylland er der for eksempel 21 ubesatte speciallægestillinger på Sygehus Thy-Mors, og fem ud af sygehusets 10 stillinger til speciallæger i kirurgi er ikke besat.

Lidt længere nord på - på Sygehus Vendsyssel - er der 31 ubesatte speciallægestillinger. Her er ni ud af sygehusets 27 stillinger til læger med speciale i kirurgi ledige.

Alle fem regioner har svaret på DR Nyheders rundspørge, men tallene fra Region Nordjylland og Region Syddanmark er ikke fuldstændige.

Region Syddanmark har svaret, at det vil være "en meget tidskrævende og driftsforstyrrende proces" at samle alle tal.

/ritzau/

Dagens Gossip