Danske Tina holder styr på Biebers skema

Skrevet af admin

31/03/2016

Mest læste i dag

"Hvornår afgår flyet?" "Hvilket hotel sover vi på?" Og mange gange spørgsmålet "Hvilket land er jeg i?"

Når store stjerner som Adele og Justin Bieber tager på turné, er der rigtig meget, der skal holdes styr på, og én af dem, der sørger for, at de kan nå alt det, de skal og ved, hvordan deres skema ser ud, er danske Tina Ogata.

Til daglig bor hun i det fashionable Santa Monica i Los Angeles, hvor hun har gjort forretning i at lave såkaldte turné-bøger, hvor alle de oplysninger, stjernerne og deres teams har brug for når de er på farten, er nedfældet.

- Mine første bøger var for de to bands Mothers Finest og Scorpions. Så lavede jeg en for Kiss, og på den turné var der en pige, der plejede at arbejde for Rolling Stones, der så min bog, fortæller Tina Ogata.

- Da hun så igen skulle arbejde med Rolling Stones, ringede hun og spurgte, om jeg ikke ville arbejde for dem og lave deres bøger, så det gjorde jeg i 10 år. Efter det kom jeg til at lave for rigtig mange store bands, forklarer Tina Ogata, der arbejder hjemme fra sin villa i millionbyen, hvor hun bor med sin mand og sine børn.

Som helt ung arbejdede hun for koncertarrangøren Erik Thomsen i København, og her havde hun ofte ansvaret for de forskellige bands, når de optrådte i de skandinaviske lande.

- Hvis et band havde for eksempel tre koncerter i Danmark, Norge og Sverige, så rejste jeg med rundt for at sørge for, at det hele gik, som det skulle og for at de fik opfyldt deres ønsker, fortæller Tina Ogata.

- Jeg kan huske en gang med sangerinden Randy Crawford, hun ville så gerne ud og shoppe, så jeg tog hende med en tur ned ad Strøget, fortæller Tina Ogata, der også har haft Robert Plant fra Led Zeppelin med på sightseeing.

- Det var et enormt spændende job, men det blev for småt for mig på et tidspunkt. Alle de artister, jeg talte med kom fra Los Angeles, og jeg kunne mærke, at jeg også gerne ville over og se det, siger danskeren, der tog springet og flyttede ind hos et af de bands, hun havde lært at kende gennem sit job i København.

- Vi havde haft mange koncerter med bandet Mothers Finest, og de havde sagt til mig, at hvis jeg nogensinde tog til L.A., så kunne jeg bare bo hos dem. Og en dag ringede jeg og sagde "nu kommer jeg". De blev vist lidt overraskede, men de havde jo lovet det, og jeg endte med at bo hos dem i næsten et år, fortæller hun.

Da bandet blev utilfredse med deres tourmanager, lå det ligefor, at Tina Ogata skulle tage over.

- Jeg røg af sted på et fly, og de næste seks år var vi mere eller mindre på turné, fortæller danskeren, der også nåede at arbejde med bands som Van Halen, Bon Jovi og Skid Row, før hun fik nok af det hektiske liv på farten og i stedet begyndte at fokusere på al det arbejde, der skal gøres før, stjernerne tager på turné.

- Det vigtigste i mit arbejde er at organisere alle de oplysninger, man får. Det er alt fra listen over datoer fra bookingagenten og hoteller fra rejsearrangøren og hvor meget, de skal køre fra deres busfirma og hvor lang tid, det tager samt alt det tekniske fra spillestederne, fortæller hun.

- Jeg har lige lavet Justin Biebers bog for hans kommende turné. Der skal jeg jo bruge en liste over, hvornår han skal rejse efter hvert show, om han bliver i byen eller skal videre til den næste med det samme.

- Der skal stå alt om det tekniske, de skal vide om spillestederne i forhold til lys og lyd, og så har jeg fået en e-mail om, at der skal stå, hvor der er skateboard-parker i de byer, han skal til, fordi Justin gerne vil vide det, siger Tina Ogata, der også har prøvet at redde en berømt sangerinde og hendes hold fra en gevaldig bommert.

- Jeg kunne jeg se, at de havde booket hendes fly på en forkert dato, så det måtte jeg lige ringe til dem og sige. Det er ofte, at man opdager sådan noget, fordi man har et bedre overblik, forklarer Tina Ogata.

Når stjernerne drager af sted på turné, er hendes arbejde gjort. Og når de spiller i Los Angeles, er det sjældent, Tina Ogata er at finde i salen.

- Folk siger altid "gud, du må se en masse koncerter", men efter så mange år på turné med bands, synes jeg, at jeg har set det, jeg skulle, siger hun og smiler.

/ritzau/FOKUS