Danske tv-værter skal lege ninjaer

Tusindvis af ninja-aspiranter verden over har prøvet kræfter med den fysisk krævende forhindringsbane, men kun meget få har gennemført.

Og nu får de danskere, der går med en skjult ninja i maven, muligheden for at give den notoriske bane et forsøg.

Tv-programmet "Ninja Warrior" kommer nemlig til Danmark til sommer, hvor showets originale forhindringsbane vil blive sat op i hjertet af København.

Det oplyser Kanal 5 på deres hjemmeside.

- Det er en krævende bane. Kun tre i hele verden har indtil nu besejret den, men skal vi ikke sørge for, at den fjerde bliver fra Danmark? spørger Christiane Shcaumburg-Müller, der sammen med Pelle Hvenegaard skal være vært for programmet, på sin Instagram-profil.

Showets danske producenter, Kanal 5 og Nordisk Film, leder med lys og lygte efter personer, der kan få Schaumburg-Müllers drøm om en dansk "Ninja Warrior" til at gå i opfyldelse.

De opfordrer nemlig både gymnaster, sportsfolk, brydere, atleter og parkour- eller kampsportsudøvere til at søge om at give sig i kast med den udmattende forhindringsbane.

Potentielle ninja-aspiranter kan melde sig til programmet på Kanal 5's hjemmeside lige her: http://www.kanal5.dk/ninja

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip

Dagens TV