Danske U18-håndboldpiger får russiske klø i VM-finale

Skrevet af admin

31/07/2016

Dagens topnyheder

Det lykkedes ikke for de danske U18-piger i håndbold at vinde VM-guld.

Søndag aften i Bratislava måtte holdet, der trænes af Heine Eriksen, give fortabt i finalen mod Rusland, der vandt hele 30-22.

Laura Jensen og Ida Marie Dahl delte den danske topscorerværdighed med hver seks mål.

Det danske hold var ellers godt med i første halvleg, og efter 22 minutter var stillingen 11-11.

Herefter begyndte russerne så småt at opbygge en føring, men Danmark var trods alt kun bagud 13-15 ved pausen.

I anden halvleg udbyggede Rusland føringen, og det endte med en særdeles komfortabel sejr og russisk VM-guld, mens Danmark altså tager sølvet.

- Vi har i dag tabt til et hold, som på stort set alle punkter var bedre end os. Det var et fantastisk russisk hold, vi mødte, og jeg kan ikke mindes at have mødt så stærkt et U-hold før.

- Man må bare sige, at vi tabte til en bedre modstander i dag, siger landstræner Heine Eriksen til Dansk Håndboldforbunds hjemmeside.

Han så sit hold blive kørt over i de sidste 30 minutter efter en lovende indledning på kampen.

- Vi havde en lille åbning, da vi kom foran 10-7. Selv om russerne fik vendt kampen på hovedet, kom vi til pause nede 13-15 og var egentlig fint tilfredse med, at de ikke var stukket af.

- I anden halvleg må man dog bare sige, at de slog turboen til. Som jeg havde frygtet inden kampen, havde vi svært ved at komme forbi det russiske forsvar.

- Jeg er dog meget tilfreds med, at ingen slår op i banen i dag. Spillerne forsøgte alt, hvad de kunne, men lige meget hvad vi gjorde, var Rusland bare bedre end os i dag, siger landstræneren.

/ritzau/