Danske U20-kvinder i håndbold er klar til VM-semifinale

Skrevet af admin

13/07/2016

Mest læste i dag

Danmarks U20-landshold for håndboldkvinder er klar til semifinalen ved VM i Rusland. Det er en realitet efter tirsdagens kvartfinalesejr over Sverige på 22-15.

Efter en lige første halvleg, som sluttede 7-7, trak danskerne fra i anden halvleg.

- Vi havde på forhånd snakket om, at vi formentlig ville komme til at slide os ind i kampen, og det viste sig at holde stik, siger landstræner Flemming Larsen til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) hjemmeside.

- Sverige har en fænomenal vilje og en særlig indstilling, der gør dem svære at spille mod, men til gengæld vidste vi, at vi spillemæssigt var bedre, og det viste vi i anden halvleg, hvor vi stort set spillede fejlfrit.

- Vi var skarpe i både forsvarsspillet, målmandsspillet og i angrebet, hvor vi også afsluttede rigtigt godt, så det var en fantastisk halvleg, siger træneren.

Nu venter Rumænien i semifinalen på torsdag.

- Rumænien blev verdensmestre med denne årgang for to år siden, så de ved, hvad det drejer sig om, og jeg forventer en kamp på et taktisk højt niveau, så det er bestemt en kamp, vi glæder os til at spille, siger Flemming Larsen.

/ritzau/