Danske udsendte har for få soldater at træne

Skrevet af admin

20/08/2015

Dagens topnyheder

Danske tolke og militærinstruktører har svært ved at få tiden til at gå i Irak.

Fem unavngivne kilder i forsvaret fortæller til Politiken, at der er alt for få irakiske soldater på Al Asad-træningsbasen i Irak, til at de danske udsendte har haft nok at lave.

Der er simpelthen for få soldater at træne op, og det har blandt andet ført til ekstraordinær orlov for danskere på hold 1 i Irak.

I forsøget på at finde rekrutter har de danske trænere sågar taget sagen i egen hånd og opsøgt en gruppe soldater fra det irakiske luftvåben.

De aftalte et træningsforløb i betjening af dysekanoner med dem, selvom kanonerne normalt ikke har meget med et flyvevåben at gøre.

Oberst Jens Lønborg, leder af operationsafdelingen i Værnsfælles Forsvarskommando, bekræfter til Politiken, at der er store udsving i antallet af irakiske soldater i de danske træningsprogrammer:

- I starten var der relativt få, men så var der en god periode hen over sommeren. Lige nu er der igen en periode med færre irakiske soldater, siger Jens Lønborg. Danskerne venter i øjeblikket på en irakisk brigade.

- Vi vidste fra starten, at irakerne skulle uddannes, mens de også er i kamp, så det her afhænger af, hvor mange soldater de kan trække ud af kampene. Det er irakerne, der bestemmer, hvornår de kommer, siger han til avisen.

Regeringen har lagt op til, at partierne bag Irakkrigen i løbet af de næste to uger skal beslutte, om og hvordan den danske krigsindsats skal fortsætte.

Beretningen om den megen spiltid undrer Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, der mener, man må afvente indsatsen over tid.

Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, udtaler til avisen, at det godt kan være " vi har for mange dernede, i forhold til hvad vi havde regnet med i starten. Men jeg tror også, at de ting kommer til at ændre sig".

/ritzau/