Danske universiteter skal uddanne mexicanere i kampen mod diabetes

Skrevet af admin

14/04/2016

Dagens topnyheder

Som læge i Mexico kan man fremover glæde sig til at få en hjælpende hånd fra dansk side.

Danske universiteter skal i et nyt projekt hjælpe mexicanske læger, sygeplejersker og diætister med at diagnosticere og behandle diabetes.

Det har de mexicanske sundhedsmyndigheder, Odense Universitetshospital og Københavns Universitet underskrevet en aftale om torsdag i anledningen af den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, og hans kones besøg.

Projektet er stablet på benene for at få bugt med diabetes, som er meget udbredt i Mexico. Ifølge interesseorganisationen den Internationale Diabetes Federation's årlige rapport fra 2015 lever 11,5 millioner mexicanere mellem 20-79 år med diabetes.

En af de eksperter, der er med i projektet, er professor Henning Beck-Nielsen ved Endokrinologisk Afdeling på Odense Universitetshospital. Han mener, at hjælp til selvhjælp kan være vejen frem for diabetikere i Mexico.

- I Danmark gør vi meget ud af at klæde patienterne på, så de kan klare deres egen sygdom. Det tror jeg ikke, de har tradition for i Mexico, hvor man kommer til lægen, får en recept og kommer igen til kontrol.

- Vi oplærer patienterne i at blive deres egen læge og giver dem et kørekort til diabetes, som vi plejer at kalde det. Så kan de håndtere sygdommen selv, og det er der jo behov for i dagligdagen, siger han.

Henning Beck-Nielsen skal som en del af projektet til Mexico for at lave undervisningsseminarer i behandling af diabetes for læger og sygeplejersker.

Tanken er derefter, at sundhedspersonalet har fået redskaber til at lære det videre til kolleger og i sidste ende patienter.

Ud over seminarerne skal det mexicanske sundhedspersonale også modtage undervisning via online-uddannelsesforløb og deltage i et forskningssamarbejde med de danske eksperter.

I alt 1500 mexicanske personer fra sundhedsvæsnet skal gennemgå et undervisningsforløb i løbet af projektets treårige levetid og uddannes til at videreformidle den tilegnede viden til op mod 150.000 kolleger.

Kurserne i behandling af diabetes vil ifølge Henning Beck-Nielsen give en forbedret livskvalitet og gøre, at diabetikerne kan leve længere.

7 ud af 10 mexicanere er overvægtige eller lider af fedme. Ifølge Mexico's egne sundhedsundersøgelser har omkring hver 10. voksne mexicaner diabetes. Myndighederne forventer, at tallet er endnu større, fordi mange endnu ikke er diagnosticerede.

/ritzau/