Danske vælgere er klar til at beskære ulandsbistanden

I målingen svarer 54 procent af 962 repræsentativt udvalgte danskere, at det er en god idé at sænke ulandsbistanden til 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, som er FNs målsætning for, hvad landene mindst skal betale i udviklingsbistand. I dag er den danske bistand på 0,83 procent, skriver avisen.

»I en tid, hvor økonomien er presset, og vi har lavet reformer af kontanthjælp, efterløn og dagpenge, er det naturligt, at vi kigger på udviklingsbistanden og bruger nogle af pengene på at skabe arbejdspladser herhjemme. Den udmelding tror jeg, at danskerne har respekt for,« siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V).

Venstre har foreslået, at pengene i forbindelse med næste års finanslov skal bruges til afgiftslempelser for erhvervslivet. Dansk Folkeparti foreslår også, at ulandsbistanden sættes ned, men vil bruge pengene på mere velfærd.

Ifølge Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen (S), har partiet ingen planer om at sænke udviklingsbistanden.

»Det har altid kendetegnet Danmark, at selvom vi har vores egne udfordringer, så har vi overskud til at hjælpe dem, som virkelig er i nød,« siger Jesper Petersen, der siger, at det altid indgår i regeringens overvejelser, om bistanden er for høj eller lav, men at regeringen mener, at der er balance.

»Samtidig trænger diskussionen til at blive mere nuanceret. Venstre og Dansk Folkeparti giver jo indtryk af, at en lavere ulandsbistand kan løse alle problemer i dansk økonomi, men sådan forholder det sig ikke,« siger han til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Dagens Gossip

Dagens TV