Danske verdensettere taber til den onde ånd fra Kina

Torsdag fik Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen status som verdens bedste mixeddouble i badminton, da duoen avancerede til verdensranglistens førsteplads.

Men den danske konstellation mangler stadig at få has på kineserne Cheng Liu og Yixin Bao, som netop er avanceret til tredjepladsen på samme liste.

Fredag tabte danskerne for femte gang ud af lige så mange mulige til kineserne, der vandt med cifrene 21-18, 21-13 i kvartfinalen i Super Series-turneringen Maybank Malaysia Open.

Kampen var jævnbyrdig i starten af første sæt, men kineserne var for det meste et lille skridt foran på pointtavlen.

Danskerne var ved flere lejligheder tæt på at udligne, men for mange nemme fejl gjorde missionen svær.

Kineserne spillede sig frem til fire sætbolde. De to første blev afværget, men ganske symptomatisk blev sættet afgjort på en servefejl af Joachim Fischer Nielsen.

Danskerne virkede modløse i starten af andet sæt, hvor kineserne hurtigt kom foran 11-4.

Nielsen og Pedersen fik aldrig styr på spillet, og efter 36 minutter var det forbi.

Bedre gik det for herredoublen Mathias Boe/Carsten Mogensen, der er seedet to i turneringen.

De vandt deres kvartfinale over Angga Pratama og Ricky Karanda Suwardi fra Indonesien med cifrene 23-21, 14-21, 21-11.

/ritzau/

Dagens Gossip