Danske virksomheder har købt hollandsk hestekød

Kødet fra det hollandske firma er distribueret til en række europæiske lande, herunder Danmark. Ud over mistanken om iblandet hestekød er kødet desuden solgt uden de lovpligtige oplysninger om oprindelse og sporbarhed.

Ifølge Fødevarestyrelsen har Danmark allerede kontaktet de hollandske myndigheder for oplysninger om, hvorvidt der er en sundhedsrisiko forbundet med det omstridte kød.

Desuden er man i kontakt med de danske virksomheder, der har aftaget kød fra det hollandske firma.

»Fødevarestyrelsen har kontaktet de involverede virksomheder i Danmark med henblik på at få overblik over, hvilke varer der er kommet ind i Danmark, og om de stadig kan være på det danske marked,« oplyser styrelsen på sin hjemmeside.

Styrelsen vil først tage stilling til, hvordan man går videre med sagen, når man modtager yderligere oplysninger fra myndighederne i Holland samt de indblandede danske virksomheder.

Den såkaldte kødskandale begyndte for alvor at rulle i februar i år, da der blev fundet spor af hestekød forklædt som andre former for kød i flere europæiske lande, heriblandt Danmark.

Dagens Gossip

Dagens TV