Danske virksomheder siger ja til patentdomstol

Når danskerne til næste år skal til stemmeurne, bør man stemme ja ved folkeafstemningen om den europæiske patentdomstol. Det mener et stort flertal af de danske virksomheder, skriver Jyllands-Posten.

En ny måling foretaget af analyseinstituttet Wilke for avisen blandt danske virksomheder viser, at 58,2 procent mener, at Danmark bør tilslutte sig patentdomstolen, som skal gøre det billigere og enklere for virksomheder i EU at beskytte og forsvare deres produkter.

15 procent af virksomhederne synes patentdomstolen er en dårlig idé, mens hver fjerde ikke har taget stilling til domstolen, som indebærer afgivelse af dansk suverænitet.

Den store opbakning blandt danske virksomheder vækker glæde hos Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

Han advarer om, at et dansk nej til patentdomstolen og det europæiske enhedspatent "vil gøre det dobbelt så dyrt i gebyrer for danske virksomheder" i forhold til deres konkurrenter, når de skal beskytte de idéer og produkter, som kan skabe job.

- Hvis man stemmer nej, vil det forringe Danmarks konkurrenceevne, og vi vil miste indflydelse.

- Patentreformen gør det enklere og billigere at opnå og forsvare patenter i Europa, hvilket virksomhederne længe har efterspurgt. Jeg kan ikke få øje på en eneste ulempe for Danmark, siger Henrik Sass Larsen til Jyllands-Posten.

Erhvervs- og vækstministeren beklager, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten har tvunget regeringen til at varsle en folkeafstemning om en meget teknisk sag, som kunne vedtages i Folketinget.

Nye tal fra Patent- og Varemærkestyrelsen viser ifølge Jyllands-Posten, at danske virksomheder per patent vil kunne spare langt over 900.000 kroner i gebyrer og sagsbehandling, fordi man fremover kun skal ansøge ét sted for at udtage et patent i de 25 EU-lande, som deltager.

/ritzau/

 

Dagens Gossip