Danske virksomheder tilfredse med unge og nyuddannede

73 procent af de adspurgte virksomheder svarer, at de har gode erfaringer med at ansætte unge, mens nyuddannede akademikere følger lige efter med en tilfredshedsgrad på 63 procent.

»Det er paradoksalt, at unge er den gruppe som arbejdsgiverne viser mest tilfredshed med, når det er så svært for unge at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Selvom unge mangler erfaring, skal man ikke underkende de kompetencer, de kommer med, som frisk viden og omstillingsparathed,« siger Morten Ballisager, rekrutteringsekspert og direktør i Konsulenthuset ballisager, der står bag undersøgelsen.

Undersøgelsens resultater står i skarp kontrast til tal fra Akademikernes Centralorganisation, der viser at 32,1 procent af nyuddannede dimittender i juli stadig var ledige et år efter endt uddannelse i forhold til en samlet ledighedsprocent på 5,8 i andet kvartal 2013.

Samme tendens viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som dokumenterer, at der på blot fem år er sket en firdobling i antallet af nyuddannede med en videregående uddannelse, som ender direkte i ledighed. Den tendens vil ifølge AE koste samfundet over otte milliarder kroner over de næste ti år.

Morten Ballisager håber, at flere virksomheder vil være tilbøjelig til at give de unge en chance, men håber også, at særligt universiteterne vil gøre springet over til erhvervslivet lettere.

»Mange unge har svært ved at sælge sig selv i en jobansøgning, fordi de helt mangler føling med, hvad virksomhederne efterspørger. Det er helt ærligt et svigt fra universiteternes side. De lukker unge mennesker ud til et arbejdsliv, de ikke er forberedte på med alt for meget tør teori i bagagen,« siger Morten Ballisager.

Til gengæld har kun 44 procent af virksomhederne i undersøgelsen gode erfaringer med at ansætte seniorer.

»Nogle gange kan det være sværere at skabe et godt match mellem en senior og en virksomhed. Mange seniorer har svært ved at frigøre sig fra den måde, de er vant til at gøre tingene på, ligesom virksomhederne ikke altid er gode til at gøre brug af den viden, seniorer kommer med,« siger Morten Ballisager.

Dagens Gossip

Dagens TV