Dansker bag snedigt hotelkup i Thailand

Politiet i Phuket i Thailand har udstedt en arrestordre på en dansk mand, der menes at stå bag et stort kup mod et hotel i Phuket, skriver Phuket News.

Politiet mener, at han i går bedøvede en receptionist på Karon Place Hotel og tømte hotellets bokse for værdigenstande for tre millioner baht, der svarer til 563.000 kroner. Genstandene tilhører 21 hotelgæster.

Der er tale om en mand, der skifter mellem navnene Tony, Robert, Michael og Philippe, der har et dansk pas.

Politiet er også på udkig efter en anden person - en dansk mand ved navn Mustafa Rahmi Bildirir, der er 48 år. Politiet mener, at han har oplysninger, der kan føre til opklaring af det spektakulære tyveri.

Politiet i Phuket oplyser, at den formodede danske røver prøvede at tjekke ind på et hotel i Patong efter røveriet, men der var ingen ledige værelser. Her brugte han navnet Tony. Kort efter lejede han en motorcykel under navnet Philippe.

De to mænds signalement er sendt ud til samtlige politistationer i Phuket og omegn.

Dagens Gossip