Dansker bliver topchef i global organisation i New York

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Det bliver en dansker, der fremover skal lede den internationale interesseorganisation Women Deliver i New York.

44-årige Katja Iversen sætter sig fra marts 2014 på posten som administrerende direktør for organisationen.

- Jeg er glad, jeg er stolt, og jeg er lidt bange. Men det skal man være. Det skal kilde lidt, ellers er det ikke udfordring nok, siger Katja Iversen over telefonen fra New York.

- Her kommer jeg fra en lille by i Vestjylland, og det er der ikke noget galt i, men så står jeg her i New York og skal have en arbejdsplads på Broadway. Det er jo fantastisk, fortsætter hun.

Organisationen Women Deliver fokuserer blandt andet på kvinders sundhed, deres ret til indflydelse og bekæmpelse af mødredødelighed.

- Mit arbejde bliver at udbrede kendskabet til pigers og kvinders sundhed og rettigheder med specielt fokus på reproduktiv og seksuel sundhed, fortæller hun.

Katja Iversen, der også sidder i organisationens bestyrelse, kommer fra en stilling som chef for strategisk kommunikation for Unicef.

Hun har tidligere været presserådgiver for FN's Befolkningsfond i New York, hvor hun også fokuserede på seksuel sundhed. Men nu skal hun vænne sig til at sidde i en ny stol.

- Nu går jeg fra at være kommunikationsfokuseret til at være lederskabsfokuseret. Det, synes jeg, er en fantastisk udfordring.

En af udfordringerne for den kommende direktør bliver blandt andet at sætte fokus på, hvad der skal ske efter FN's 2015-mål.

- Det er enormt vigtigt, at kvinders og pigers rettigheder bliver inkluderet i det.

- Der er mange af de store udviklingsemner, hvor kvinder og unge kvinder er nødt til at få en plads ved bordet. Også fordi det er deres valg, der kommer til at definere den måde verden udvikler sig på, siger Katja Iversen.

/ritzau/