Dansker debuterer i MMA-kongeklassen i nat

Skrevet af admin

30/05/2015

Dagens topnyheder

For udøvere af kampsportsdisciplinen mixed martial arts (MMA) er der ikke noget større end Ultimate Fighting Championship (UFC)

Det er her, de største penge er, og det er her, de bedste kæmpere i verden mødes. Derfor glæder danske Nicolas Dalby sig til at debutere i kampsportsserien, når han natten til søndag træder ind i den ottekantede ring for første gang i UFC-sammenhæng.

- Det er selvfølgelig en kæmpe anerkendelse at kæmpe i UFC, da det betyder, at man officielt tilhører den absolutte verdenselite. UFC kan man kalde for kampsportens svar på Champions League eller Formel 1, siger Dalby i en pressemeddelelse.

Han har 10 års træning med i bagagen til den brasilianske by Goiana, hvor modstanderen hedder Elizeu Zaleski Dos Santos og har fordel af hjemmebane.

Brasilianerens rekordliste på 14 sejre og 4 nederlag skræmmer dog ikke Dalby.

- Jeg ved, at jeg har evnerne og fysikken til at levere varen, selv om min brasilianske modstander er hårdfør og hårdtslående, siger han.

Nicolas Dalby er den blot anden dansker, der har skrevet kontrakt med UFC.

Martin Kampmann er noteret for 20 sejre og 7 nederlag. Hans seneste kamp daterer sig tilbage til august 2013 og holder indtil videre pause fra ringen, mens han fungerer som træner for andre MMA-kæmpere.

/ritzau/