Dansker er klar til semifinalen ved VM

Danmark er fortsat med ved VM i atletik, der holdes i disse dage i den russiske hovedstad Moskva.

Søndag morgen løb den sidste danske VM-deltager, Nick Ekelund-Arenander, nemlig over målstregen som nummer fire i sit indledende heat på 400 meter. Og det er nok til, at han er klar til semifinalen, der løbes mandag aften.

Nick Ekelund-Arenander startede stærkt, men lå alligevel kun nummer fem - og altså uden for kvalikationen - da løberne passerede det sidste hjørne.

I en stærk, stærk slutspurt passerede han imidlertid sin nærmeste konkurrent, og på de sidste meter af løbet kilede han sig ind på den fjerdeplads, der sikrer fortsat dansk deltagelse ved atletik-VM.

Nick Ekelund-Arenander løb de 400 meter på 45.81 sekunder, hvilket er noget langsommere end hans dansk rekord, som lyder på 45.50 sekunder.

Det er Ekelund-Arenander dog nok ligeglad med. Hovedsagen er, at han nu er videre til semifinalen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip