Dansker fængslet i Libanon efter melding om terrorforsøg

Det sker få dage efter, at den libanesiske avis An-Nahar bragte en historie om, at en dansker med palæstinensisk baggrund sammen med to andre - en syrer og en palæstinenser - blev forhindret i at udføre et selvmordsangreb ved en kontrolpost i Bekaa-regionen nær Syrien.

Hverken Udenrigsministeriet og ambassadøren vil be- eller afkræfte, om personen har tilknytning til den mislykkede terroraktion.

»Vi kan bekræfte, at en dansk statsborger blev arresteret i Libanon i sidste uge. Ambassaden er i kontakt med de libanesiske myndigheder. Hverken ambassaden eller Udenrigsministeriet kan oplyse yderligere, da vi har tavshedspligt i person- og især straffesager,« siger ambassadør Rolf Holmboe.

Chef for Borgerservice og Kommunikation i Udenrigsministeriet, Ole Egberg Mikkelsen, der også bekræfter anholdelsen, kan dog fortælle, hvad den danske ambassade i Beirut gør for at assistere den anholdte.

»Vi aflægger besøg hos de danskere, der bliver fængslet i udlandet. Vi yder konsulær bistand, som blandt andet består i, at vi formidler kontakt til en lokal advokat, hvis der skal køres en straffesag. Vi kan også bistå med kontakt til familie og pårørende, hvis der er et ønske om det,« siger Ole Egberg Mikkelsen.

Allerede torsdag i sidste uge skrev den libanesiske hærkommando i en udtalelse, at man havde anholdt tre bevæbnede mænd, som havde forsøgt at infiltrere Libanon fra Syrien.

Også TV-stationen Al-Manar, som er tilknyttet Hizbollah-bevægelsen, skriver om hærens udtalelser, og her citeres militæret for, at den ene af de tre mænd er af palæstinensisk herkomst med et europæisk pas.

Ifølge avisen An-Nahar kom de tre personer fra Syrien i en Mitsubishi, som hverken havde nummerplader eller identifikationspapirer, og da de blev standset ved kontrolposten trådte den ene palæstinenser ud af bilen med et bælte af sprængstoffer om livet. Men inden han kunne nå at detonere sine sprængstoffer, skød og dræbte soldater ham, skriver den libanesiske avis uden at oplyse, om der var tale om den danske statsborger eller den anden palæstinenser.

De to andre i bilen blev anholdt, og soldaterne fandt våben og endnu et sprængstofbælte, som var forbundet med en håndgranat, forlyder det.

Ifølge Libanon-eksperten Rune Friberg Lyme er det ikke ualmindeligt, at udlændinge udfører væbnede aktioner i netop Bekaa-regionen.

»Man ser for tiden en stigende tilstrømning af salafister, heriblandt flere og flere udlændinge, til dette område, som myndighederne generelt har meget lidt kontrol over. Af den grund kan det store sammenrend af væbnede grupperinger mere eller mindre være i fred, inden de vender tilbage til den syriske borgerkrig eller udfører angreb mod den libanesiske hær og regering,« siger Rune Friberg Lyme, der er tilknyttet organisationen International Media Support.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ønsker ikke at udtale sig om sagen. Hvis sigtelsen mod den anholdte dansker er terrorrelateret, vil PET blive involveret, men efterretningstjenesten har ligesom udenrigsministeren ingen kommentarer til sagen.

Dagens Gossip